Hvornår må man pynte op til jul?

Hvert år melder det samme spørgsmål sig; hvornår er det egentlig okay at pynte op til jul? Mange danskere har nemlig forskellige meninger om, hvornår det er for tidligt at få julepynten op, og derfor kan mange også blive i tvivl om, hvornår de kan begynde at finde julestadset frem. Men bare rolig – vi har fundet svaret for dig, så du ikke skal bekymre dig om det.

Mange synes, at det er okay at pynte op før december

Den nemmeste måde at finde ud af, hvornår det er i orden at pynte op til jul, er ved at se på, hvornår flertallet synes, at det er okay. Og der er faktisk for et par år siden lavet en meningsmåling af virksomheden Wilke for nyhedsbureauet Newspaq, der viser, at 60% af danskerne mener, at det er i orden at pynte op til jul i november – i hvert fald når det kommer til butikker. 33% mener, at det først skal gøres i december, mens de resterende 6% synes, at der gerne må pyntes op allerede i oktober. Det er nærliggende at tro, at størstedelen af danskerne i meningsmålingen også mener, at det generelt er okay at pynte op i hjemmet fra november måned. Så vil du gerne følge, hvad størstedelen af danskerne synes er okay, så skal du altså gemme dine kasser med julepynt på loftet, indtil kalenderen viser 1. november.

Du bliver lykkeligere af at pynte tidligt op

Selvom størstedelen mener, at butikkerne først skal pynte op i november, så kan der være en god undskyldning for dig, hvis du gerne vil pynte op tidligere derhjemme selv. For en anden undersøgelse viser nemlig, at du kan blive lykkeligere af at finde julepynten frem tidligt. For mange mennesker er hverdagen stressende og fuld af opgaver, der skal løses, og i sådanne situationer kan det være rart at have noget, der minder dig om nogle gode tidspunkter i livet. Netop det kan julepynten sørge for, fordi julepynt kan frembringe minder fra god tid, du har brugt med familien, eller specifikke situationer, der gør dig glad. Så kan du godt lide jul, og vil du gerne pynte tidligt op, så kan du sagtens bruge undskyldningen om, at det er godt for dem, der gerne vil være gladere i hverdagen, at man pynter tidligere op.

Pynt op, når du vil

Selvom der kan være mange hensyn at tage til, hvornår du skal pynte op, så er det jo i sidste ende dig, der bestemmer. Så har du lyst til at pynte tidligt op, så skal du gøre det, for det kan være forskellen på, hvad der gør dig glad. Vil du gerne tidligt i gang, kan det også være en god idé at bruge god tid på at samle det helt rigtige julepynt, så du får pyntet op, som du gerne vil, eller du kan gå i gang i god tid og få lavet nogle virkelig flotte julehjerter og få flettet stjerner, så du kan fylde et helt rum bare med dem.